FARVER:
Farver er virkelighedens lys. Den menneskelige hjerne er i stand til at skelne millioner af farvenuancer. Hver eneste nuance oversættes af hjernen til en stemning eller en oplysning. Det er derfor vigtigt, når man arbejder analytisk og praktisk med film at være opmærksom på, hvilke farver der findes i billedet, hvilke farver, der findes i billedet, hvilke farver, der er dominerende, og om farverne eventuelt kan tillægges nogle medbetydninger.
- Sort/hvid-film: er traditionelt set udtryk for autenticitet, når det handler om dokumentarisk indhold og for realisme, når det er en spillefilm. Sort/hvid er et virkemiddel. Kan også bruges til at efterligne stemningen fra de klassiske filmgenrer (f.eks. film noir).
- Farver: giver et mere “naturligt” billede af virkeligheden. Under alle omstændigheder vil man forsøge at afstemme farverne, så de i sig selv ikke virker forstyrrende for den stemning/oplevelse, man ønsker at skabe.
- Hue: Den oprindelige farve
- Saturation: farvens intensitet (svag eller kraftig)
Klassisk farvesymbolik:
- Hvid: renhed, uskyld, kyskhed, fornuft >< død
- Gul: varme, munterhed >< falskhed, had
- Grøn: håb, ungdom >< umodenhed, kølighed
- Sort: styrke, autoritet >< død, sorg, melankoli
- Blå: tillid, ro, harmoni >< melankoli, depression
- Rød: kærlighed, lidenskab >< fare, raseri
Farver og især én farve der skiller sig ud fra de andre, kan skabe et hvilepunkt for øjet, dér hvor instruktøren gerne vil have, at seeren skal kigge hen.
Gentagelse af en farve igennem en film, kan indikere hvad en farve måske repræsenterer. F.eks. hvis farven rød bliver brugt i scener hvor det handler om død, kan farven repræsentere “blod”. I filmen “Adèles liv” er det farven blå som repræsenterer kærlighed. Så det behøver ikke nødvendigvis være det åbenlyse farvevalg.
Det kan også være, at man i en film vælger at skifte farveskema igennem filmen som følge af hovedpersonens personlige udvikling.